fredag den 27. februar 2009

Tolkien-brætspil burde være sjove

Vores lille familie havde besluttet at der skulle hygges lidt omkring noget brætspil, og efter lang tids diskussion fandt vi frem til Reiner Knizias "Ringenes Herre" (den lette version).

Spillet går ud på, at man som nogle søde små Hobbit-figurer skal drage hele vejen fra Herredet, gennem mange farefulde lande, op til Dommedagsbjerget, hvor man skal overvinde den onde Sauron.

Alle farer i spillet kan overvindes med et lille Held og Lykke-hjul, som kan overvinde alt, hvis man er en lille smule heldig.
Spillet var hurtigt overstået. Undervejs i spillet kan man samle "venne-brikker" der kan bruges til hjælp mod fjenderne hen mod slutningen af spillet, men man kan også bare gå forbi dem og satse på, at man kan klare sig i kampen mod Sauron alligevel - det gjorde jeg, og vandt spillet på mindre end 20 minutter, hvilket virkede lidt kort.
Komponenterne i spillet er derimod lækre. Alle brikker er af træ eller tykt pap, i en god kvalitet, der virker meget holdbar.
Spillet vil egne sig godt til at blive spillet af børn mellem 5 og 8 sammen med en voksen, og det er let nok at hygge sig med det - bare man ikke forventer mere dybde i spillet end der er.

torsdag den 19. februar 2009

Bakugan - vi testede den nye dille

Min søn og jeg satte os men det nye kort/kugle-spil "Bakugan" - efter den populære serie fra tv.
Spillet går kort ud på, at man hver har tre kort og tre af de små runde monstre. Hver spiller lægger så et kort ud på midten af bordet, og så skal monstrene trilles hen på kortet, så de folder sig ud på det. Hvis de to spilleres monstre mødes på et kort - skal de kæmpe om det med nogle værdier der står på indersiden af monstrene. Den spiller med den højeste værdi (når bonus'en fra kortet er lagt til), er vinderen og må tage kortet fra borde. Man vinder spillet ved at være den første spiller der vinder tre kort fra bordet.

Vore oldeforældre og bedsteforældre gjorde, og nu gør vore egne børn det så igen - spiller med kugler. Men sådan er det vel med "diller", det har en fast rotation og vil komme igen (og igen) i nye udformninger.

For drenge-børn i alderen 6-8 vil det være en fantastisk oplevelse, mens den voksne spiller, nok vil savne spil, hvor man rent faktisk har en chance for at vinde. Til det her er børnene ganske enkelt uovervindelige.

fredag den 13. februar 2009

Årets børnespil ... i Sverige.

Det sjove og meget taktiske børnespil Roqford er blevet anmeldt i Politiken.
I spillet er du en mus, der skal trænge ind på den afdøde ostesamler Roqfords slot for at stjæle en masse af den lækre ost.
Man spiller ved at skubbe til nogle brikker der ligger under brættet, så der opstår huller i pladen. Deri dukker der enten nye oste op, eller huller ens mus kan falde i.

Det er ikke et spil man bør overlade børnene til, selv at finde ud af, dertil er det for vanskeligt, både i opsætning og læsning af reglerne.
Men det kan føre til nogle gode oplevelser i ferien, hvis man som voksen engagerer sig i det.

Det kan bestemt anbefales at prøve denne hybrid mellem huskekort, Labyrint og Muldvarpe Kompagniet, da der er underholdning nok til hele familien - to spil er aldrig ens!

Politikens anmelder konkluderer at det er sådan et børnespil skal laves.

mandag den 9. februar 2009

Sjovt brætspil med masser af brikker

Drakon er en gammel drage der har fanget sig en gruppe eventyrere, men i stedet for at æde dem med det samme, beslutter Drakon at lege lidt med hendes fanger. Den første eventyrer, der indsamler 10 guldstykker fra hendes skat vil blive sluppet løs. Resten vil blive ædt.
I dette sjove brætspil, der sagtens kan spilles fra 7-8 år (bare man oversætter hvad brikkerne kan) er det alle mod alle i håbet om ikke at blive spist af en drage.

Selve spillebrættet laves undervejs i spillet af en masse store brikker,
der skal forestille forskellige rum i i dragens hule.
Det er utrolig simpel, men god underholdning for den eventyrlystne familie. Vi var især optaget af rum-brikkernes gode kvalitet og de mange flotte figurer af heltene. Men nu er min søn og jeg også meget glade for sådan noget "Sværd & Trolddom-noget".
Drakon er god underholdning for få penge.