fredag den 29. januar 2010

Fremtidens brætspil bliver interaktive

Bag den noget kryptiske overskrift ligger der en nyhed fra Human Media Lab ved Queens University i Canada. De demonstrerer fremtidens interaktive "boardgame tiles" i denne youtube video.

Før computerspil var der intet. Det er der i hvert fald nogen der har svært ved at forestille sig. Men det var der. Der var brætspil og brætspillene er stadig utroligt populære.

Brætspil, som Risk og Settlers, har længe været tilgængelige i computerversioner. Men det er så som så med familiehyggen ved spisebordet, når man sidder bag hver sin skærm. Nu har udviklere fra Human Media Lab ved Queens University i Canada har et godt bud på alternativet.

Physics on Display kalder Michael Rooke og Roel Vertegaal deres system. Undertitlen er “Håndgribelig grafik på heksagonale kantløse skærme”. Den første version består af et overhængende kamera, samt en projektor, der belyser de sekskantede brikker, og giver dem interaktivt indhold.

Demoen, der blev vist frem på MIT’s TEI, en konference om håndgribelig, indlejret og legemliggjort interaktion, viser en digital udgave af brætspillet Settlers of Catan.

Det interaktive element består i, at spillet reagerer på bevægelsen af brikkerne på bordet. Man kan hælde indhold fra en brik til en anden ved at lave en fysisk hældebevægelse. Derudover kan man lade sine tropper gå til angreb, anskue bygninger fra forskellige vinkler og meget andet.

Så det ser ud til at fremtiden indenfor spil i høj grad bliver interaktiv, men også at der af den grund ikke er grund til, at frygte for den hjemlige hygge. Som videoen viser, skal hygge baseret på viljen til at banke hinanden nok finde vej ind i stuen.

fredag den 15. januar 2010

Brætspillere søges

Det er lang tid siden, at der sidst er blevet opdateret på denne side, og det er simpelthen fordi jeg ikke har haft mulighed for at få spillet noget.

Det er ellers ikke skortet på nye investeringer over julen, og jeg har rigtigt mange spil liggende, der bare venter på at blive afprøvet.

Men problemet er simpelthen at jeg bor langt fra de folk jeg normalt spiller med, og min familie er ikke altid så lette at lokke til de mere "voksne" spil.

Så jeg har gennem nogen tid spekuleret på, om man kunne starte et brætspils-klub op her på Nordfyn. Til at begynde med vil jeg gerne finde ud af om interessen er der. Så hvis der er nogen der kunne tænke sig at spille et af de spil, jeg gennem tiden har nævnt her på siden, eller måske gerne vil prøve noget nyt. Må I meget gerne skrive til mig.

Venligst
Martin