Oisinn McGann: Det pansrede spøgelse - anmeldelse.

Oisinn McGann:

Det pansrede spøgelse (Armouron-serien)
Det er første bog i Armouron-serien, som faktisk handler om
riddere i rustninger. Men da den forgår ude i fremtiden er rustningerne noget
sejere end de normalt er. Og en ”rustning” er ofte noget der er tilpasset til
den person der bærer den – og hans eller hendes evner. Så enten kan den gøre
dig stærkere eller hurtigere eller noget helt tredje.

Den første bog i serien handler om en dreng der er lærling på en gladiatorskole. Han er egentligt meget godt tilfreds med sit liv, men finder ved et sammentræf ud af, at hele jorden er blevet omdannet til et gigantisk fængsel (hvor de indsatte ikke engang ved at de er fanger), af det onde, inter-galaktiske firma The Corporation. I den forbindelse møder han også den gamle mand Salt, der formodentlig er den sidste, overlevende Armouron-ridder (de onde, onde Corporation-folk har udryddet alle de andre). Den gamle mand bestemmer sig for,
at tage vor hovedperson og et par udvalgte venner som sine lærlinge, for (hvis det er muligt) at genoplive den gamle ridderorden.

Der er rigtigt meget Star Wars over denne serie, men det gør ikke noget, for der er fart på hele tiden, og man keder sig aldrig.

Jeg syntes den er fed fordi: jeg også er en dreng og vi har en ting for riddere – og hvis det er
fremtids-riddere er det bare endnu bedre ;-) Nej, serien er god og jeg glæder mig til at se hvad den ender med – der kommer 3 bind til så det bliver spændende.

Jeg ville give den til dig hvis: du helst vil læse bøger hvor du ikke kan nå at kede dig.

Og også kan lide riddere. Især FremtidsRiddere. (^_^)

Vampyrkongen

-er første del af J. R. Wards vampyrserie om The Black Dagger Brotherhood. En serien som jeg ikke havde stiftet bekendskab med, før jeg fik dette eksemplar af den danske oversættelse i hænderne, og HOLD DA OP hvor er jeg gået glip af noget.
Jeg skal tilstå, at jeg var ved at gå lidt kold i vampyr-genren i det hele taget. Den var ved at blive en smule tandløs, hvis man kan sige det sådan. Men nu er jeg bare så meget med igen!
Det er en fantastisk start hvor der masser af den pathos, lyst og simplificeret voldsudgydelser, som har fascineret mig ved genren førhen.
Jeg er meget hook'ed på denne serie nu, og er ikke sikker på, at jeg kan vente med at læse resten af bindene i den danske udgave.

De Blodige bid - detektiv-vampyr-roman?

Nick Clausen er en forfatter der kan sine klassiske gyser-temaer. Han har tidligere brugt uhyrer fra havet i den nærmest Lovecraftianske "Tidevandet", han har spøgelserne snigende uhygge i "Brødrene", I "Ulm" kom gyset fra en hærgende varulv, og i "De sorte symboler" som også udkom i år, kom heksemyten under kærlig behandling.
Derfor virker det meget naturlig, at hans nyeste fortælling omhandler vampyrer (den kyniske læser ville bemærke "at det jo også er meget "oppe i tiden"), men Hr. Clausen er tro mod myten og behandler sit emne med varsom og kærlig hånd.
Her er tale om den klassiske vampyrforestilling, hvor folk der drænes og efterfølgende dør, straks rejser sig som en ny (og ganske umættelig) vampyr. I bogen følger vi de to venner Martin og Rune, som efter en mislykket practical joke, kommer i "kløerne" på den gamle vampyr Arthur.
Arthur følger som vampyr et stramt kodeks, og spiser nu meget sjældent af mennesker, men af og til går det jo galt (som det hører og bør sig i den slags historier). Så nu er der endnu en vampyr løs i den lille by - vel at mærke af typen der ikke holder sig tilbage fra det store menneske-tag-selv-bord.
Herpå følger en velskreven lille detektiv-historie, hvor drengene vha. udelukkelsesmetoden gennemgår Arthurs seneste ofre, for at finde ud af, hvem den smittede er.
Undervejs får vi er par tilpas blodige mord, nogle gys og slutteligt en åndedrætsstoppende tragedie.
Alt-i-alt en yderst anbefalelsesværdig bog, for os der ynder det klassiske gys.
...
...
...
og vampyrer som da Far Var Dreng!

Zombier fra Junglen

Min søn og jeg er begge meget glade for den gamle Jumanji-film med Robin Williams, og i hvert fald den ene af os har slugt adskillige episoder af tegnefilmen. Så vi var begge lidt opstemte, da vi fandt det gamle brætspil frem.
I korte trækfølger man faktisk handlingen fra filmen: Man vælger sin brik og med terningen skal man slå sig ind til centrum af spillepladen. Undervejs får man en række rimede gåder og en masse udfordringer der skal overvindes, og der er masser af steder på pladen, hvor man kan komme til at sidde fast. Spillet var rimeligt sjovt (omend en smule hurtigt overstået), vi kunne især godt lide, at man skulle forsøge at redde hinanden, ud af de kniber som kortene satte os i - meget ligesom i filmen ;-)
Efter spillet, syntes vi det var id til at sætte tempoet lidt op, og vi satte os for at tage Zombietown fra Twilight Creations frem. Det viste sig nemlig, at det ikke var alle Jumanjis rædsler vi var sluppet væk fra. Fra den lokale kirkegård væltede de levende døde pludselig frem og vi var snart på en manisk jagt rundt i kvarteret efter ammunition og venner, der kunne hjælpe os med at barrikadere vore huse rundt omkring i nabolaget. Twilight Creations kan noget med gysertemaer, og vi morede os meget over de fine komponenter til dette spil. Især den store mængde små zombiefigurer var gode til at sætte den rette stemning. Men også de små pistol-svingende spiller-figurer var ret søde.
Vi løb tør for tid (moderen kom hjem og mente at spisebordet skulle bruges til noget så mundant som frokost :-) Men vi havde det sjovt. Det var tydeligt at jeg havde lagt en alt for langsigtet strategi, og sendt en masse zombier efter ham, så der blev tæret i hans ressourcer. desværre nåede vi aldrig slutspillet og han vandt på point ... via alle de zombier jeg havde sendt efter ham (som han jo så havde flere af end jeg). Men det er ikke sidste gang vi skal prøve det - så må vi jo bare sørge for, at have bedre tid næste gang.

Cave Troll - Huletrolde på spil!

Min søn og jeg fik endeligt sat os og spillet Cave Troll fra FFG - et spil der har ligget på vores hylde et par år nu, og som vi skam også har taget tilløb til, men bare aldrig hel nået...
Men nu skulle det være!
Det viste sig at være ret så underholdende. I spillet styrer du en flok "Helte", som har fundet en hule fuld af Huletrolde - det er i og for sig en god grund til at gå en stor bue udenom. Hvis det ikke lige var fordi disse Huletrolde også var ganske velbeslåede - de har guld, og de har meget af det!
...Og det er der jo ingen ordentlige Helte der kan stå for ;-)
Så spillet går i bund og grund ud på, at rage så meget guld til sig ... inden man bliver slået halvt fordærvet af en vred Huletrold.
I spillet er der en række rum, og de har hver især en pointværdi = værdi for hvor meget guld der er i rummet. Man har så en kortbunke, der styrer hvor mange og hvilke Helte, man kan sende ind i troldenes huler. Undervejs i spillet er der nogle hændelser der dikterer at man nu skal "score sine rum" - altså modtage point for de rum, hvori man har flest Helte, og den der har flest point når spillet ender (og det gør det, når den ene spiller har trukket alle sine kort), er vinderen. Derudover har man også nogle Monstre man kan sende ind i hulerne (heriblandt den massive Huletrold), og de kan bruges til at irritere den anden spiller med.
Vores spil gik rigtigt godt (=jeg holdt en god føring gennem det meste af spillet), men pludseligt fik min søn et rigtigt snedigt udtryk i ansigtet, hvorefter han i en fart trak alle sine resterende kort og afsluttede spillet. Det var et træk der først overraskede mig lidt, indtil jeg fik øje på den lille Dværg han havde sneget ind i et af de højest scorende rum på brættet - for mig, har dværgen den uheldige evne, at han kan fordoble enhver score i det rum han står i. Så fra at have haft en komfortabel føring gennem det meste af spillet, havde jeg nu tabt stort!
Rent principielt kan jeg ikke lide at tabe i spil (hvorfor skulle man ikke spille for at vinde?), men samtidig var jeg så stolt af min ni-årige søns overblik og strategiske sans, at jeg bare sad med en følelse af, at det var et rigtigt fedt spil!
...jeg ser dog frem til en revance-kamp - jeg har en Orc der gerne vil "tale et par ord" med hans Dværg (gnæk, gnæk).

Gears of War - endelig som brætspil?!!

Det er snart 2 år siden jeg første gang så dette spil annonceret på Fantasy Flights hjemmesiden, og der har været meget stille siden. Til gengæld har der været rigtigt mange spekulationer på nettet om, hvad dette villle blive for en slags spil, og sammenligningerne medfirmaets eget DOOM-spil har været oplagte.
Nu annoncerer FFG så at man regner med, at kunne få det på hylderne i indeværende år - sandsynligvis først sidst på året, dog. Umiddelbart ser det ud til at afvige meget fra spilmekanikken i DOOM - blandt andet ser det ud til, at været et samarbejds-spil, hvor alle spiller mod spillet, og dén slags er jo altid sjovt.
Derudover ser komponenterne som sædvanligt særdeles lækre ud, så jeg vurderer, at vi har al mulig grund til at glæde os til Gears of War the Boardgame. Men for nu, kan du jo selv følge med på firmaets hjemmeside.

Havoc - Chris Wooding afslutter serien!

Sidste år var jeg helt oppe at køre over den første del af Chris Woodings fortælling om Tall Jake og hans mareridtsverden. Jeg har netop fået fat på den sidste del af denne serie (selvom den officielt først udkommer den 9. juni, weeeee!), og jeg glæder mig rigtigt meget til at komme igang med den.
Hvis jeg skal være helt ærlig (og det er jo bedst hvis jeg er det), har jeg allerede læst den engelske udgave - men det gør ikke ret meget. Jeg kan sagtens tåle at leve den historie igennem igen, og jeg er meget spændt på, om den høje standart i oversættelsen, bliver holdt endnu en gang.
Så jeg tager endnu en tur i Malice, hvis I ikke har hørt fra mig i næste uge, bør I nok sende nogen ind efter mig :D