onsdag den 12. december 2007

Julens bedste børnespil

Hvis man har små børn er brætspil en rigtig god gaveide. Der er ofte meget at lære ved at spille, og så er det en undskyldning for dig, for at sidde og "få lidt ro på".

Så mit bud på de bedste hyggestunder med de mindste her i julen er:


  1. Lille Storm på Tur - billigt spil for de mindste (ca. 2-3 år), der er en blanding af vende- og huskespil. Ret hyggeligt, hvis man ikke spiller så længe.
  2. Qoridor Kid - her skal man få sin træmus igennem en labyrint, hvor der venter en ost for enden. Man kan undervejs sætte forhindringer op for hinanden, og man er nødt til at være snedig, for at slippe uden om de fælder, modstanderne laver for en. Spilletiden er ca. 15 minutter og kan spilles fra 5 år.
  3. Candyland - alle tiders klassiker og den nye udgave er temmelig farvestrålende. Kan spilles af de yngste (ca. 3 år), da der kun er farver på terningen. God slå-og-ryk sjov for hele familien.
  4. Hvem er hvem? - klassisk spil hvor børnene træner spørgeteknik og brug af udelukkelsesmetoden. Kan med fordel introduceres omkring 5-6 års alderen.
  5. Cluedo - for de lidt større detektiver (ca. 8 år), der ikke har noget mod et lidt længerevarende spil.
  6. Klodsmajor - et spil om fingerfærdighed (en slags horisontal mikado) som både er gavligt for barnet og den voksne - vær forberedt på at du taber. Kan også spilles fra det 5.-6. år. Træner desuden koncentration og i nogle tilfælde reflekser :-)

Det var forløbigt det. Det bliver spændende at se hvilken lister jeg kommer med næste gang (læs:også for mig)!

tirsdag den 11. december 2007

Lister! -Vi elsker lister!

Nu går vi ind i den sidste opløbsfase mod jul. Vi skal have stresset ud over maden, gaverne og over hvor lidt vi, i virkeligheden, når at se hinanden. Vi får masser af hjælp til de to første punkter, gennem butikkernes, snart endeløse strøm af, udsalgskataloger - men det er sjældents en kvalitetshjælp.

Jeg vil gerne hjæpe folk lidt med de sidste punkter. For hvis du køber et godt spil til en du holder af, er du jo også nødt til at sætte lidt (kvalitets-)tid af til af afprøve det. Og det er godt for stressniveauet. Der er intet så lindrende som at hygge med dine nærmeste.

Derfor præsenterer jeg de næste par dage en liste over de bedste spil til juledagene i
forskellige kategorier.
Den første kategori er: Spørgespil - altid populært, og de fleste har allerede Trivial Persuit. Spørgsmålet er bare - er der noget bedre?

  1. Kahootz - titlen betyder noget i retning af "at være medsammensvorne", og det passer rigtigt godt til spillet, hvor både spørger og svarer får point, hvis svaret er korrekt. Et terningkast afgør, hvor mange ord, spørgeren må bruge i den pågældende omgang. Meget korte meldinger kan være risikable. Men den spiller, der kan finde på de korteste antydninger, har en god chance for at score flest point.
  2. Jeopardy junior - Kan tilpasses aldersgruppen (8-10)) og så er det et meget bedre spil end TP på grund af tidsrammen. TP kan godt trække ud...
  3. Brainstorm - spillet med de sjoveste og mest "sigende" spillebrikker: små halve hjerner! Som titlen antyder får man en kategori, og på spørgerens svarkort står der ti rigtige svar. Dem skal man så finde ved at rable små mange ting af sig, som man kan, indenfor den angivne tid. Det er bedst hvis man er nok til at svare i hold - så får man flest svar.
  4. Mindtrap - spillet bygger på logiske gåder og spilles bedst i hold, så man kan hjælpe hinanden. De bedste hold er af blandede aldergrupper, for der bliver hurtigt brug for forskellige måder at tænke på.
  5. Wits and Wagers - trivia spillet for folk, der normalt ikke bryder sig om trivia spil. Perfekt hvis I er nok til at spille i hold. Findes kun med engelske regler, og er et udpræget "voksenspil"
  6. Logik for begyndere - Sjovt og meget "let" spil. Der kan kun svares JA eller NEJ på spørgsmålene, og hvis det ikke er muligt, skal man svare "sludder". Det er kun spillerens første svard er tæller, og det sjove er at de fleste er ALT for hurtige på aftrækkeren i dette spil.
  7. Bezzerwisser (familieudgave) - for de større børn (10+) er det rigtigt sjovt. Det kombinerer det bedste fra en quiz med taktik. Ideen er, at man undervejs kan bytte kategorier ud hos modstanderne, man kan opføre sig flabet og bedrevidende og tro fuldt og fast på, at man kender svaret på et spørgsmål, der endnu ikke er læst op. Børn får tre svarmuligheder på alle spørgsmål, mens voksne selvfølgelig ikke får nogle. Pludselig vil man opleve ens unger bliver forvandlet til bedrevidende børne-bæster, der kan finde på at omprioritere ens kategori-rækkefølge. For spillet drejer sig stadig om at vælge fire emner, smide dem i den rækkefølge, man ved mest om.

Hvis spørgespillene ikke lige er dig, kan du jo glæde dig til min næste liste: Julens Bedste Børnespil - for de mindste.

onsdag den 5. december 2007

GameReactor er udkommet

Jeg ved godt at der var en hel del om brætspil sidst, men jeg har lige læst det sidste nummer af Game Reactor igennem og det er super godt. Blandt andet er der (traditionen tro) en gennemgang/kåring af det forgangne års bedste spil.

Jeg ville ønske, jeg havde prøvet OKAMI.

mandag den 3. december 2007

Velkommen til!

Jeg har startet denne blog, for at få afløb for min passion for spil, og jeg tror den bedste start vil være en (forhåbentlig tro) dansk version af "Moritz ten gaming commandments". De blev oprindeligt skabt i forbindelse med brætspil (han ER jo trods alt tysker, og de er VILDE med dens slags:-), men jeg tror bestemt de er gangbare i forbindelse med enhver slags multiplayer-spil.


  1. Du må ikke snyde

  2. Du skal planlægge dit træk, når det ikke er din tur

  3. Du skal være tålmodig

  4. Du skal elske din medspiller

  5. Du skal respektere spillet

  6. Du skal ikke brokke dig, klage eller være smålig

  7. Du skal ikke Kingmake

  8. Du skal være værdig i sejr eller nederlag

  9. Du må ikke plage eller drille andre spillere i ondt vilje

  10. Du skal ikke kun spille for at vinde

For dig der ikke er så meget inde i "alt det der med spil" (og det er faktisk dig jeg skriver til her på bloggen), kan nogle af punkterne godt virke lidt uforståelige, så vi tager lige en hurtig gennemgang:

Punkt 1 - giver sig selv. Du kan sikkert ikke lide det, når andre gør det, så lad vær' selv. Det er ikke det værd.

Punkt 2 - spil (især brætspil) kan godt trække i langdrag, hvis du evigt og altid er den der bliver overrasket over, at det igen er din tur - og SÅ begynder at tænke over hvad du skal gøre. Du må hjertens gerne gå på toilettet eller snakke med dine medspillere, når det ikke er din tur. Men sæt lige også lidt tid af til, at forberede din næste tur. Så glider spillet bare bedre for os alle sammen.

Punkt 3 - Tja, det virker måske som en modsætning til det forrige punkt. Men det handler om, at selv om man er modstandere, kan man godt være flinke overfor hinanden. Og det vil ALDRIG hjælpe dig, at stresse ham der er fuldstændig paralyseret over, at han skal foretage et træk.

Punkt 4 - så simpelt er det. Du skal først og fremmest huske at vi spiller for at have det sjovt, og DU har en stor del af ansvaret for, at dine med-(mod?)spillere har det sjovt, med at spille med dig. Generelt behandler folk jo dig, som du behandler dem...

Punkt 5 - Her tænker jeg både brætspil og langt de fleste konsolspil. De er dyre og hvad værre er: de er skrøbelige. Så du skal være varsom i din omgang med dem - ISÆR hvis det ikke er dit eget spil, du har fat i.

Punkt 6 - Vi har alle prøvet det. Man spiller et spil, man egentlig er ret glad for, og en af de andre, sidder konstant og klager over, hvor dårligt det er. Det er ikke sjovt, og man bliver egentligt lidt ked af det. Lad vær' med at brokke dig over spillet, og hvordan det virker, mens du spiller. Du er ikke i stand til at bedømme det ordentlig, før du har spillet det helt til ende, alligevel. Og der er ingen der syntes det er sjovt at spille med dig, hvis du bare sidder og brokker dig hele tiden - især ikke hvis det er en andens spil I sidder ved. Giv spillet en chance - det fortjener det som regel.

Punkt 7 - Jeg kender ikke den danske term for dette, men hvis der er nogen der gør, vil jeg gerne vide hvad det er. Det betyder i grove træk: Du har ikke længere mulighed for at vinde, men du kan bruge de ressourcer, du har tilbage, til at afgøre hvem der i sidste ende vinder spillet. Denne beslutning vil med garanti irritere de spillere, der stadig er med i kampen for sejren, og denne spillestil skaber ofte flere fjender end venner (medmindre I kun er to spillere, men så giver det jo slet ingen mening ;-).

Punkt 8 - Ingen kan lide en dårlig taber eller en pralende vinder. Så dyrk noget fairplay og vær beskeden, når du vinder og generøs når du taber. Fortæl vinderen at han spillede godt og han vil gøre det samme for dig en anden dag.

Punkt 9 - Nogen gange bringer spil det værste op i folk. Men du bør bestræbe dig på at være hævet over dette - vær sød ved folk, så kan det være de hjælper dig,, næste gang i spiller RISK.

Punkt 10 - Det er den vigtigste regel af dem alle. Nogle mennesker er så fokuserede på at vinde, at de bliver personligt fornærmede, når det ikke sker. Vi hader den slags mennesker. Jeg vil også helst vinde, når jeg sætter mig til at spille, men ikke for enhver pris. Jeg læste en gang i en anden kontekst, at "hvis det ikke længere er sjovt at spille, skal du stoppe", og det synes jeg er vigtigt. Det at spille er en social forteelse - så lad os være sociale (^_^)