torsdag den 22. oktober 2009

Nyt profilbillede

Mit nye, super-Spiffe, profilbillede er i anledning af den kommende Halloween, lavet med lidt hjælp fra denne side på Popcap games .

God fornøjelse med din egen zombieficering!

lørdag den 17. oktober 2009

Guldbrikken er uddelt!



Jeg har før skrevet her på siden om den uvildige brætspil-pris "Guldbrikken".
Nu er årets vindere så fundet.


I kategorien "Årets børnespil" gik sejren til Klickado.

"Årets familiespil" blev Bezzerwisser+.

"Årets Voksenspil" gik til Kaleidoscope Classic.

Og den særlige "Årets Jurypris" blev givet til Dominion.

Vi ønsker alle vinderne tillykke herfra \(^_^)/

Nu er jeg også Vild med Dyr


" Herresjovt" - citatet fra en 9-årig pige er faktisk meget rammende for, hvad jeg selv tænke om dette spil. Der var endnu en gang inviteret til Hyggespil på Biblioteket, og denne gang var det GameInventors sjove dyre-spørge-spil "Vild med Dyr".

Spillet blander en gang Ludo med spørgespil, hvor du kan blive slået hjem hvis de andres brikker rammer dig, men du kan kun komme ud fra dit hjemfelt, ved at svare rigtigt på et spørgsmål. Herefter skal du rejse rundt på brættet og indsamle jetoner i fire forskellige farver, og når du har tre af hver, skal du så hjem til dit hjemfelt for at vinde spillet.
Spørgsmålene er (rart nok) opdelt i to kategorier: en paratvidens-del og en kreativ del, hvor du kan få lov til at tegne eller mime dig til dine jetoner. Det gør spillet meget bedre for yngre spillere, og for os andre der ikke altid er så skarpe på paratviden generelt ;-)
Vild med Dyr er et ret sjovt (og i voksenøjne, interessant) brætspil, hvor man har mulighed for, at lære en masse om dr. Men også et spil, hvor man virkeligt føler, at man har fået noget for pengene. Først og fremmest er selve kassen ret tung i det, men også selve komponenterne er af en super-god kvalitet. Brikkerne er lækre og jetonerne er flotte (med indstøbte dyrespor).

Efter min mening er brætspillet "Vild med Dyr" en virkelig god investering for familer med børn i alderen 9-16 år, og at man med i pakken også får et års gratis familiemedlemskab af Dyrenes Beskyttelse, gør bestemt ikke handlen dårligere.

mandag den 12. oktober 2009

Hyggeligt brætspilarrangement med four-esses

Der bliver inviteret til det hygge-ferie på Nordfyns biblioteker for øjeblikket. Jeg har inviteret et par af vore dygtige, danske spil-magere til at komme forbi, og vise deres spil frem.
Idag fik vi besøg af Kristian fra four-esses, der blandt andet viste en hel masse af deres STORM-spil frem. De mindste havde det rigtigt sjovt med vandspillet (og de medfølgende voksne havde det fornøjeligt med at tørre det op bagefter ;-), mens de større børn hurtigt blev "bidt" af varulvespillet les Loups-Garous de Thiercelieux.
Det var i hvert fald de titler og så multispil-pakken STORM på Ordet, der blev talt mest om efterfølgende. Alt-i-alt var det et super hyggeligt arrangement, som man kan opleve/genopleve på Søndersø Bibliotek tirsdag den 13. oktober klokken 12. Vel mødt!

Jeg havde selv håbet på en smagsprøve på Black Stories, men var vel egentligt godt klar over, at jeg havde bedt ham om at komme med spil for de yngste. Men det må så blive en anden gang. Som det står nu, var det i hvert fald en rigtig god dag.

Jeg beklager det lav-opløselige format på billedet. Jeg havde glemt kameraet og min telefon er ikke den nyeste der findes.

torsdag den 1. oktober 2009

PIXO - årets brætspil (siger boghandlerne)

PIXO er spillet som de danske boghandlere har valgt at kåre som årets spil 2009.
Det er et spil der har været lang tid undervejs, fra musiklæreren Kenneth fra Ringe fik ideen for godt 8 år siden til nu, hvor det har fået den prestigefyldte pris.

PIXO er et spil i tegn-og-gæt-genren, hvor man får points til at flytte rundt om brættet, for at gætte de andres tegninger. Det der er lidt anderledes er, at du ikke kan se hele tegningen, men ofte kun en eller flere fjerdedele af den. Det gør spillet anderledes og gætterierne bliver ofte både sjovere og langt mere søgte, end i de fleste andre tegnespil.
Spillet udgives i samarbejde med GameInventors, og lanceres officielt i opfinderes hjemby: Bog & Ide (Ringe) idag.

Kenneth ønskes tillykke med den fine pris her fra SpilletsRegler, samt med nomineringen til årets Guldbrik.

(Dommerpanelet i "Guldbrikken" er - i modsætning til "Årets Spil" - helt uvildigt og uden kommercielle interesser, men sammensat af spilentusiaster og spilanmeldere)

mandag den 24. august 2009

Helteludo - sjove regler til det gamle brætspil


Jeg havde fundet de gamle regler til det sjove Helteludo fra, til familien her i weekenden. Det er en regeludvidelse jeg varmt kan anbefale. Mette Finderup
(den ene af spillets skabere) har lagt en glimrende pdf-fil ud på sin hjemmeside til frit brug, og det eneste man derudover skal bruge er et ludobræt, og det har de fleste af os vel.
I korte træk går spillet ud på, at man "beriger" sine ludobrikker med nogle træk eller egenskaber, der gør at de opfører sig lidt anderledes end normalt. For eksempel havde min kæreste et helt par brikker der kom ud af startfeltet, på både en 5'er og en 6'er, og jeg havde en brik der gik bersærk og havde mulighed for at slå alle brikker den bare passerede helt hjem. Derudover er der et point-system der gør, at hvis man kan slå mange andre brikke hjem, eller kan få sit hold i mål i en fart, opnår man points, som man kan "købe" flere evner for. Pludselig har man et forhold til sine brikker og de fleset ønsker også at gemme dem til et senere spil - super sjovt.
Som bonusinfo kan du se hvad folk der er mavesure og taber i spil synes om spillet.

onsdag den 19. august 2009

Kortspil gør dig voldelig!

Nå ja, måske en lidt søgt overskrift, og desuden sker den slags med garanti kun i USA.
Overskriften lyder:

Tævede familien da han tabte i UNO

-og den omhandler en 58 årig mand der tilsyneladende var løbet tør for held, og besluttede at slå sig løs på anden måde. Han havde spillet med sin nevø og dennes kone, og havde åbenbart også fået drukket en del da optrinnet, der endte med slag og trusler med en stor køkkenkniv, skete.

Vi vil fremover vogte os for det farlige spil.

torsdag den 6. august 2009

Spillere søges til Magic: the Gathering på Nordfyn

Hej, her er en lille personlig besked fra mig til jer. Jeg har på det sidste haft lyst til at tage min gamle passion for MtG op igen, og jeg har lagt mærke til at der netop er kommet en ny core-serie, som virker interessant. Derfor søger jeg ligesindede i Nordfyns-området, da jeg ikke kommer til Odense (dragonslair) særligt tit.

Hvis du er interesseret (i første omgang bliver det dog nok noget Casual-spil) er du meget velkommen til at kontakte mig.

Venligst
Martin

onsdag den 1. juli 2009

Ticket to ride - togspil for børn i alle aldre (næsten da).

Din mission går ud på, at skabe en tog rute mellem to (eller flere) byer på et kort over Europa (som er den version på billedet - man kan få mange andre). Undervejs trækker du kort til din hånd, med toge i flere kulører. Disse farver samler du så i sæt, som kan konverteres til togstrækninger på kortet. Ruten markerer du så med et sødt lille plastik-togsæt i din egen farve, og så gælder det ellers om at brede dig så meget som muligt.

Reglerne er i og for sig enkle nok - de kan læres på et lille kvarter, og da jeg spillede det her forleden med min søn på 7 fangede han det da også hurtigt. Faktisk så godt at han da også endte med at vinde (uden at jeg lod ham på nogen måde skal det bemærkes) med over 21 points, og jeg havde endda gennemført flere missioner end han.

Suk.

Moderen (der også havde tævet mig i vores første spil) bemærkede da også efterfølgende, at hun i hvert fald ikke forstod hvorfor jeg var så glad for det spil - jeg tabte jo hver gang.

Men det kan jeg altså. Det er nemt at lære fra sig, og det tager ikke for lang tid at spille - selv med de yngste.

... og så er der små modeltoge med!

torsdag den 18. juni 2009

Guldbrikken.dk offentliggør de nominerede til årets brætspil

Guldbrikken.dk der fremstår som en uafhængig organisation, der gerne vil fremme kendskabet til (kvalitets-) brætspil i Danmark, har netop offentliggjort titlerne på de spil der i år er med i konkurrencen om årets Guldbrik-prisen.

De nominerede spil er:

• Transigo
Monopoly City
Trivial Pursuit Deluxe
Klickado
Heckmeck
Roqfort
• Kaleidoskop
Colour Code
Hide & Seek Pirates
• Camouflage
Roadblock
• Eclipse
BW Kompakt
BW Underholdning
BW Musik
BW Sport
BW Plus
SuperMark
Black Stories
• Pixo
Vild med Dyr
Opus-Dei: Existence after Religion

Her fra Spilletsregler ønsker vi alle spillene (og deres opfindere) Held og Lykke.

mandag den 8. juni 2009

Enden på et stort fantasy-forfatterskab

Der har været meget at lave på arbejdet på det sidste, og der er ikke blevet så megen tid til bloggen.

Men jeg er meget påvirket af, at en af mine absolutte ynglingsforfattere er gået bort.

David Eddings har et fantastisk forfatterskab bag sig, og jeg vil ære hans minde, ved at genlæse Belgariad-sagaen igen.

Han vil blive savnet.

mandag den 18. maj 2009

Monopoly - spillet dine kommunistvenner ikke kunne få fat i.

Mental floss bragte en sjov artikel om folks forhold til Monopoly i "gamle dage".

Her kan man blandt andet læse om brætspillet der reddede allierede krigsfanger ud af de tyske SS-lejre, og om at spillets tydelige kapitalistiske udgangspunkt naturligvis gjorde, at det blev forbudt i de kommunistiske lande som Cuba, USSR og flere andre øst-blok lande.

Det var faktisk først i 1987 at forbuddet blev ophævet i Rusland.

Det burde give en stof til eftertanke
... næste gang man frådende kaster sig over Vimmelskaftet.

mandag den 20. april 2009

Gears of War - som brætspil!


Fantasy Flight Games har på deres hjemmeside bekendtgjort, at de vil have deres Gears of War til almindelig handel per 4. kvartal i år.

Det er godt et års tid siden de opkøbte licensen til spillet, og spekulationerne om hvilken type spil der bliver tale om, er mange rundt omkring på nettet.

Som en indædt fan af "DOOM - the boardgame", vil jeg også erklære mig begejstret over denne nyhed, selvom jeg håber, og forventer, at dette spil bliver noget ganske andet.

Indtil FFG vælger at lægge mere information ud på deres hjemmeside, kan vi kun holde forventningens glæde kørende, med lidt billeder, og lidt god fan-art.

tirsdag den 14. april 2009

Magiske arabiske nætter!

Et af de spil jeg har størst forventninger til i 2009, bliver helt klar Z-man Games Tales of the Arabian Nights, der lover et spil der vil fokusere mere på at man får fortalt en god historie end at man skal vinde over sine modstandere.

På papiret lyder det rigtigt godt, til en spilleaften i familiens skød.

Efter sigende skulle det være en opdateret version af West End Games gamle spil fra 1985, hvor du rejser verden rundt og oplever alverdens eventyr (egentlig opnår Historie- og Skæbne-points som du kan bruge til at vinde spillet med senere).
De historier man oplever gennem dette spil er ofte så vilde og farverige, at det er et spil der virkelig er værd at genfortælle til vennerne i skolen dagen efter - de vil ikke tro dig (stadig i bedste 1001-stil).

Z-Man Games lover at genspilnings-værdier skulle være ganske høj her, og det håber vi så på. Tema-mæssigt bliver det i hvert fald ikke mere magisk en "1001 Nat".

Barbarisk spil!


Nu kommer der et brætspil med helten over dem alle. Det er Fantasy Flight Games (FFG) der udgiver Age of Conan her til foråret.

Du kan se en trailer for spillet her.

Umiddelbart tegner spillet sig til at være et strategispil i stil med FFGs eget War of the Ring der udkom i 2004. Som sædvanlig, når det er FFG der er udgiver, kommer spillet med en masse lækre komponenter, så der er god grund til at glæde sig.

mandag den 9. marts 2009

Game of life - nu med sjov penge-gadget!

Min kæreste havde fundet dette spil i en boghandel for næsten ingen penge, og nu skulle vi se hvad det drejede sig om.
Game of Life handler i princippet om, at du rejser rundt på et bræt, med felter der omhandler forskellige perioder i livet. Du forsøger så, godt hjulpet på vej (eller hindret) af en masse "prøv lykken"-kort, at indsamle så mange penge og andre værdier som du overhovedet kan, før tiden løber ud. Fremfor tidligere udgaver af spillet skal man i denne ikke kun koncentrere sig om penge, for i sidste ende bliver vinderen af spillet, den der sidder med flest "Livspoint" - et mål for pengeværdi + hvor sjovt du har haft det i dit liv.

Spillet virkede let og ret sjovt. Der er en automatisk dims med, der holder styr på alle ens værdier. Man har så hver et lille kontokort, man stikker ind i den, når det er ens tur. Den virker spøjs, og det er også det indtryk spillet generelt giver en.

Så hvis man søger lidt uforpligtende familie-tid med børnene (fra ca. 7-8 år), vil jeg gerne anbefale dette "Game of Life - Twist and Turns". Det vil ikke blive spillet hver måned hjemme hos os, men vil nok komme frem et par gange om året.

Tolkien-brætspil når de er sjove

Vi havde ikke givet helt op på den gamle forfatter, så vi tog et andet spil, der bruger Middle-Earth-verdenen som kulisse: Hobbitten.
Og det var en ganske anden oplevelse, der her ventede os. Spillet går i korte træk ud på at rejse igennem bogens mange forskellige lande, med dragen Smaugs hule som endeligt mål. Man er på tyvetogt, og vinderen er den der til sidst sidder med flest juveler, når dragens hule er tømt.
Brættet er flot og i en god kvalitet. Midten af pladen domineres af et stort billede af dragen og ens spillebrikker er små plastik-modeller af hobbitter - meget stemningsfuldt. Men kommer frem over brættet ved at slå med to terninger, hvorefter man kan vælge om man vil flytte hvad øjnene viser på den ene terninger, eller dem begge - for det er ikke altid en fordel at flytte så langt som man kan. Prøverne i dragen hule er svære, og det viste sig som en god strategi, at trække tiden lidt, og opbygge sig lidt udstyr, inden man gav sig i kast med Smaugs Hule.

Som konklusion er det et rigtigt godt spil for tre, og vores søn på 7 var hurtigt på højde med, hvad spillet gik ud på. Alt i alt en oplevelse, som vi håber på at gentage snarest.

fredag den 27. februar 2009

Tolkien-brætspil burde være sjove

Vores lille familie havde besluttet at der skulle hygges lidt omkring noget brætspil, og efter lang tids diskussion fandt vi frem til Reiner Knizias "Ringenes Herre" (den lette version).

Spillet går ud på, at man som nogle søde små Hobbit-figurer skal drage hele vejen fra Herredet, gennem mange farefulde lande, op til Dommedagsbjerget, hvor man skal overvinde den onde Sauron.

Alle farer i spillet kan overvindes med et lille Held og Lykke-hjul, som kan overvinde alt, hvis man er en lille smule heldig.
Spillet var hurtigt overstået. Undervejs i spillet kan man samle "venne-brikker" der kan bruges til hjælp mod fjenderne hen mod slutningen af spillet, men man kan også bare gå forbi dem og satse på, at man kan klare sig i kampen mod Sauron alligevel - det gjorde jeg, og vandt spillet på mindre end 20 minutter, hvilket virkede lidt kort.
Komponenterne i spillet er derimod lækre. Alle brikker er af træ eller tykt pap, i en god kvalitet, der virker meget holdbar.
Spillet vil egne sig godt til at blive spillet af børn mellem 5 og 8 sammen med en voksen, og det er let nok at hygge sig med det - bare man ikke forventer mere dybde i spillet end der er.

torsdag den 19. februar 2009

Bakugan - vi testede den nye dille

Min søn og jeg satte os men det nye kort/kugle-spil "Bakugan" - efter den populære serie fra tv.
Spillet går kort ud på, at man hver har tre kort og tre af de små runde monstre. Hver spiller lægger så et kort ud på midten af bordet, og så skal monstrene trilles hen på kortet, så de folder sig ud på det. Hvis de to spilleres monstre mødes på et kort - skal de kæmpe om det med nogle værdier der står på indersiden af monstrene. Den spiller med den højeste værdi (når bonus'en fra kortet er lagt til), er vinderen og må tage kortet fra borde. Man vinder spillet ved at være den første spiller der vinder tre kort fra bordet.

Vore oldeforældre og bedsteforældre gjorde, og nu gør vore egne børn det så igen - spiller med kugler. Men sådan er det vel med "diller", det har en fast rotation og vil komme igen (og igen) i nye udformninger.

For drenge-børn i alderen 6-8 vil det være en fantastisk oplevelse, mens den voksne spiller, nok vil savne spil, hvor man rent faktisk har en chance for at vinde. Til det her er børnene ganske enkelt uovervindelige.

fredag den 13. februar 2009

Årets børnespil ... i Sverige.

Det sjove og meget taktiske børnespil Roqford er blevet anmeldt i Politiken.
I spillet er du en mus, der skal trænge ind på den afdøde ostesamler Roqfords slot for at stjæle en masse af den lækre ost.
Man spiller ved at skubbe til nogle brikker der ligger under brættet, så der opstår huller i pladen. Deri dukker der enten nye oste op, eller huller ens mus kan falde i.

Det er ikke et spil man bør overlade børnene til, selv at finde ud af, dertil er det for vanskeligt, både i opsætning og læsning af reglerne.
Men det kan føre til nogle gode oplevelser i ferien, hvis man som voksen engagerer sig i det.

Det kan bestemt anbefales at prøve denne hybrid mellem huskekort, Labyrint og Muldvarpe Kompagniet, da der er underholdning nok til hele familien - to spil er aldrig ens!

Politikens anmelder konkluderer at det er sådan et børnespil skal laves.

mandag den 9. februar 2009

Sjovt brætspil med masser af brikker

Drakon er en gammel drage der har fanget sig en gruppe eventyrere, men i stedet for at æde dem med det samme, beslutter Drakon at lege lidt med hendes fanger. Den første eventyrer, der indsamler 10 guldstykker fra hendes skat vil blive sluppet løs. Resten vil blive ædt.
I dette sjove brætspil, der sagtens kan spilles fra 7-8 år (bare man oversætter hvad brikkerne kan) er det alle mod alle i håbet om ikke at blive spist af en drage.

Selve spillebrættet laves undervejs i spillet af en masse store brikker,
der skal forestille forskellige rum i i dragens hule.
Det er utrolig simpel, men god underholdning for den eventyrlystne familie. Vi var især optaget af rum-brikkernes gode kvalitet og de mange flotte figurer af heltene. Men nu er min søn og jeg også meget glade for sådan noget "Sværd & Trolddom-noget".
Drakon er god underholdning for få penge.

torsdag den 29. januar 2009

Zombier i min lomme

Det lille firma Cambridge Games Factory har planer om at udgive "Zombie in my Pocket"-spillet i en version for flere spillere. Det har hidtil været at finde rundt omkring på nettet i en solitaire version, som jeg bestemt kan anbefale, hvis man ikke har noget imod at gøre lidt af arbejdet selv.

CGF lover dog at dette brætspil bliver billigt og naturligvis flottere end det du selv kan lave på din printer derhjemme, men det vil tiden jo vise.

Nu er zombier jo altid et dejligt tema, men de fleste spil med dette tema, såsom Last night on earth og Zombies!!!, er ofte ret kostbare, så det i sig selv vil være en god grund til at holde øje med Zombie in my pocket.

Nyt alternativt 2. Verdenskrigs-spil

Det nye amerikanske spilfirma Grindhouse Games er på trapperne med et figurspil, der efter sigende skulle være inspireret af Games Workshops klassiske Space Hulk.

De kalder det Incursion og det ser rigtigt interessant ud. Selvom mine tanker umiddelbart går til Fantasy Flight Games Tannhäuser, som nok vil vise sig at være væsentligt billigere i indkøb, hvis man føler sig inspireret af det alterno-2. verdenskrigs-tema de begge benytter.

Ellers vil jeg anbefale, at man besøger begge firmaers hjemmesider. Der ligger en Flash-teaser-trailer for Incursion på Grindhouse's side, mens der ligger en fantastisk 4 minutter lang trailer for Tannhäuser på Youtube.

God fornøjelse.

tirsdag den 6. januar 2009

Godt brætspil fra 5 år og op


Flot anmeldelse til to af P-trades tænke-brætspil for de mindste spillere fra Politikens Thomas Vigild. Anmelderen kalder det "Suveræn hjernespinning for alle aldersgrupper" og "et spil, der kan holde sig frisk i mange år fremover", og det er jo ikke at sige så lidt. Bestemt noget man godt kunne se lidt efter, når man nu alligevel var ude at bytte julegaverne.
Det virker som om man får noget for pengene her - spillet har (åbenbart) desuden fået den canadiske spilpris Seal of Excellence i 2007.